Til spisning lørdag aften

Det er svært det her, og du må undskylde hvis jeg gør dig forvirret - alle de mange navne, oplevelser og tanker i ét stort kaos. Men jeg skal nok prøve at give en klar beskrivelse af hvad der er sket i de sidste par år:

Det første møde med Pers familie... ja, det var vel mest positivt. Hans far var sød, rigtig sød, og den gamle mormor, farbror Hans, morbror Leif, mosteren og fødselsdagsbarnet Mette. De var venlige allesammen - undtagen Gurli og Pia. Og de var ikke engang uvenlige over for mig, ikke direkte, så der var egentlig ingen grund til at jeg skulle føle mig ked af det. Men det gjorde jeg -for jeg var helt sikker på at de ikke kunne lide

mig, Pers mor og hans storesøster.

„Du må give hende lidt tid," sagde Per om sin mor. „Hun kan ikke rigtig forstå at jeg er blevet voksen... da jeg flyttede hjemmefra, blev hun helt hysterisk; jeg var 20 år, men hun så mig stadig som en lille dreng. Og nu skal hun dele mig med en anden kvinde - det varer lidt tid før hun helt accepterer det."

„Det kan jeg godt forstå," sagde jeg, „og jeg skal nok gøre mit til at alting går godt."

Jeg ville jo så gerne have at Gurli skulle kunne lide mig... ikke bare fordi Per var så glad for sin mor, men også fordi han havde fortalt så meget godt om hende. Og fordi Pers familie nu skulle være min.

De næste par gange jeg mødte Pers forældre og søstre, kom vi til spisning lørdag aften. Begge gange foregik det på samme måde - Gurli og Per talte sammen mens Aksel, Pia og Mette snakkede med mig. De havde mange spørgsmål de gerne ville have svar på.

Mette spurgte om jeg ikke havde nogen søskende, og jeg måtte fortælle at jeg er enebarn.

„Det er ikke sundt at vokse op uden søskende,"

sagde Pia.

„Det kan Katja jo ikke gøre for," sagde Aksel og smilede til mig.

„Du og Per skal bare huske på det når I selv får børn." Pia løftede pegefingeren og så alvorlig ud. „Det er vigtigt at børn har søskende, og det er vigtigt at der ikke er for stor aldersforskel mellem dem."

„Hvor mange børn skal vi så have?" spurgte jeg, lidt irriteret.

Aksel smilede, men Pia rynkede panden.

„To er godt, men tre er det bedste," svarede Mette hurtigt som om hun ville vise at hun også kunne sin lektie.

„To piger og en dreng, eller...?"

Nu så Aksel lidt nervøs ud. „Det er lige meget," sagde han, „og det er jo heller ikke noget man selv kan bestemme..."

„Med den nye teknologi kan man godt," sagde

jeg.

„Ja, og det er meget forkert." Pias pegefinger var oppe igen. „Det er ikke naturligt."

„I vore dage er der ikke ret meget der er naturligt." Aksel smilede, han ville have fred, og

jeg smilede tilbage til ham og prøvede selv at slappe af.

Der gik måske fem minutter, så trak Pia overkroppen ind over bordet.

„Du studerer?"

„Ja, det gør jeg."

„Hvorfor?"

„Jeg vil gerne være tandlæge..."

„Når du får børn," begyndte Pia, men fra den anden ende af bordet, fra Gurli lød det, lavt og alligevel meget tydeligt: „Tandlæger laver bare huller i folks tænder."

Et øjeblik var der helt stille omkring bordet. Aksel prøvede at smile, Per så på mig og smilede, og jeg kunne ikke andet end sidde helt stille.

„Tandlæger laver bare huller i folks tænder," sagde hun igen og åbnede munden så vi alle kunne se hendes tænder, grå og gule imellem hinanden. „Jeg har aldrig været til tandlægen," sagde hun stolt, „der er ingen tandlæge der skal få lov til at røre mine tænder."

Дата добавления: 2015-11-16