Et dødsfald

Få uger efter brylluppet døde Pers morfar pludselig. Han faldt om på gårdspladsen, død af hjertestop. Han havde haft det dårligt længe, men selvfølgelig kom døden som et chok - især for Gurli. „Hun råber og skriger og tuder hele tiden," skrev Mette. „Det virker som om hun lever i en anden verden hvor tiden står stille, for nogle gange vil hun ud på gården og tale med morfar; hun vil ikke forstå at han er død."

Begravelsen var en meget mærkelig oplevelse. Kirken var fuld, familien fra Toftegården var kendt af mange. Gurli og hendes søster græd og græd, men mormoren var meget rolig. Da jeg ville kondolere, sagde jeg: „Det må være svært for dig..."

Hun så venligt på mig. „Svært? Nej, slet ikke, min pige, det er en lettelse. Nu håber jeg bare at jeg kan få nogle gode år alene."

Senere snakkede jeg med morbror Leif. „Der er mange ting som skal forbedres på gården, men den gamle har hele tiden været imod. Jeg glæder mig til at komme i gang, der skal ske store ting

på Toftegården nu."

Og farbror Hans sagde kort og godt: „Den gamle var en tyran."

Jeg var lidt rystet over de udtalelser, så jeg fortalte om dem til Per da vi var hjemme igen. Han virkede lidt overrasket. „Nu skal man jo ikke tale ondt om de døde," sagde han, „men... der har da været konflikter, selvfølgelig, det er der i alle familier. Han var en hård mand. Han slog - mormor, sine børn, os børnebørn, men det lå i tiden, og det måtte man bare acceptere."

Han sagde også at han ikke kunne forstå hvorfor hans mormor og morbror havde talt som de gjorde. Han syntes det var forkert og illoyalt.

„Men hvis det er sandt?"

„Det er stadig den slags man bør holde inden for familien," mente Per. „Det er ikke noget man skal fortælle om til alle og enhver."

Jeg var lige ved at spørge om jeg hørte med til clcn mærkelige gruppe af „alle og enhver" - var jeg ikke efterhånden blevet et medlem af familien, eller skulle jeg ikke snart lukkes indenfor? Men |eg tav. Det var nok en fejl - måske havde det været godt for alle med en diskussion om de

normer og regler som var så vigtige for Per og hans familie. Måske havde vi på dette tidspunkt kunnet nå til en fælles forståelse trods alt.

Men det nytter jo ikke at tænke sådan nu!

En uge efter begravelsen ringede Mette. Hun græd i telefonen: „Mor er mærkelig, hele verden er blevet så mærkelig, må jeg ikke komme og bo hos jer?"

Jeg sagde at det var i orden for mig, og at jeg lige skulle tale med Per. Det overraskede mig, men han var meget imod at lade Mette flytte ind. „Hun er noget af en uromager," sagde han. „Hun tænker ikke før hun handler. Hvor længe tror du hun vil blive her, og hvordan vil vi to have det sammen med hende i huset?"

„Hvis hun har brug for vores hjælp, bør vi så ikke hjælpe hende?" spurgte jeg. „Er det ikke noget af det familiefølelse også handler om?"

Vi talte om sagen i en times tid før Per lod sig overtale. Det var trods alt hans lillesøster, og selv om de to var meget forskellige, holdt han jo af hende. Han vidste godt at hun havde det svært derhjemme - han havde faktisk selv forudsagt at hun ville få problemer med Gurli når hun blev

større.

Til sidst ringede han hjem til sine forældre og talte med sin far. Aksel syntes også at det var en god idé hvis Mette kom lidt væk hjemmefra. Han sagde at Gurli „ikke havde været sig selv" siden den gamle døde, og at alle vist trængte til lidt ro. Hvad Gurli mente om at Mette flyttede hjemmefra en tid, var ikke rigtig klart. Men i et af deres mange skænderier havde Gurli taget fat i Mette og prøvet at skubbe hende ud ad hoveddøren, hun ville smide hende ud som en pose affald. Aksel havde heldigvis været dér og havde fået skilt mor og datter ad.

Per hentede Mette. Hun var meget ophidset da hun ankom. For det første havde Gurli fundet ud af at Mette havde fået sig en kæreste - og hun havde forbudt hende at se ham. For det andet havde Gurli og mormoren været oppe at skændes. Mormoren havde sagt at hun ikke var ked af at morfaren var død, og det kunne Gurli slet ikke tolerere: Hendes far var den bedste mand i hele verden! Det var umuligt at diskutere med hende - som altid. Nu ville Gurli ikke tale med sin mor, men hun kunne heller ikke undvære sin daglige

udflugt til Toftegården. Når hun gik randt ude på gården, lod hun som om hendes mor var usynlig! „Hun er tosset," sagde Mette. „Hun er ikke bare dum som en dør, men hun er farlig."

„Slap nu af," sagde Per og rynkede panden. „Det er også min mor du taler om. Hvis du skal bo her, skal du tale ordentligt, og jeg vil ikke have nogen form for ballade."

Både Mette og jeg så længe på ham. Jeg ved ikke hvad Mette tænkte, men jeg havde meget svært ved at forstå hvad der skete: Kunne Per da slet ikke se at Gurli opførte sig urimeligt?

Дата добавления: 2015-11-16