En ny afstand

Mette var sød at have boende, meget hjælpsom i køkkenet og nem at tale med. Hun tog selv frem og tilbage til gymnasiet hvor hun var begyndt efter sommerferien, der var heldigvis en bus hun kunne tage. De to dage om ugen hun skulle til volleyball, blev hun hos en veninde om eftermiddagen - eller tog hjem til sin kæreste. Så

hentede Per eller jeg hende i bilen når hun ringede efter os. Somme tider var hun i idrætscentret, andre gange hjemme hos kæresten.

Per brokkede sig lidt. „Hun tror vi kører taxa," sagde han en aften.

„Hun er taknemmelig over at vi gider hente hende," sagde jeg. „Jeg troede i øvrigt at regel nummer ét i jeres familie lød at familie­medlemmer altid hjælper hinanden."

Per kunne ikke lide Mettes kæreste - og han var meget bekymret over at han var tre år ældre end hende. „Hvor længe tror du han vil nøjes med at holde i hånd og kysse? Hvad sker der hvis han presser hende til mere end hun har lyst (il?"

„Mette er en fornuftig pige, skal vi ikke bare have tillid til at hun kan klare sig?"

„Hun er kun et barn," sagde Per.

Jeg må sige at jeg havde det godt med Mette -Og jeg var glad for at kunne hjælpe hende igennem en vanskelig periode af hendes liv. Hun var meget åben over for mig, og det var bestemt ikke besværligt at have hende boende.

Naturligvis var det lidt mærkeligt når Per og

jeg besøgte Aksel og Gurli. Vi talte ikke om Mette selv om alle tænkte på hende, og hun havde selv valgt ikke at se eller snakke med sine forældre. Jeg følte ofte at Gurli sad og stirrede på mig, men som regel undgik vi hinanden - jeg talte mest med Aksel mens Per snakkede med sin mor, og det gik udmærket. Som regel sad vi bare og drak kaffe mens vi så fjernsyn.

Det var en vanskelig periode, var alle enige om. Det var som en pause i en lang historie, nogle tomme sider i en bog. Mette skulle flytte hjem igen en dag, men Gurli var stadig ustabil -hun talte hverken med sin yngste datter eller med sin mor, og nogle dage sad hun bare og kiggede ud i luften fra morgen til aften.

„Har I snakket med lægen?" spurgte jeg.

„Du kender Gurli," svarede Aksel. „Hun vil ikke lade en læge komme i nærheden af sig. Og desuden mener hun ikke at der er noget i vejen med hende... Men det går nok, det tager bare sin tid."

Og tiden gik - ugerne blev til måneder. Gurli begyndte at komme på Toftegården igen, men hun og moren talte næsten ikke sammen. Mette

besøgte sine forældre et par gange i selskab med Per og mig, og det gik stille og roligt... Gurli talte mest om Pia som havde problemer med sin graviditet.

Det værste ved den periode var at jeg følte at der var kommet en ny afstand mellem Per og mig. Vi talte ikke så meget eller så godt og tæt sammen som før i tiden. For det meste talte vi om Mette, og vi var meget langt fra enige om dét emne. Han var temmelig negativ over for sin lillesøster og meget bekymret. Han sagde igen og igen: „Hvis der sker hende noget, er det din skyld." Jeg forstod ikke helt hvad han mente, men måske var problemet at jeg støttede hende 100 %, og han var så kritisk. Jeg syntes meget tit at han lød som Gurli; jeg kunne næsten høre hendes stemme under hans ord!

Det var ikke let, men det skulle blive værre endnu...

Ulykken

Pia fødte sit barn, en datter, en måned for tidligt. Der var masser af problemer med barnet, og Gurli var meget bekymret. Men det var ikke det værste:

En onsdag ringede de fra Aksels arbejdsplads hjem til Gurli. Der var sket en ulykke, og Aksel var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. En ambulance havde kørt ham på hospitalet, men han var ikke ved bevidsthed. Moster Jutta hentede Gurli i sin bil, og Per skyndte sig af sted fra arbejde. Han tog Mette med, og i løbet af en times tid var hele familien samlet på hospitalet -hele den nærmeste familie, ingen af svigerbørnene var til stede.

Aksel lå på operationsbordet i tre timer. Bagefter blev han kørt ind på enestue, og Gurli og børnene fik lov til at sidde omkring hans seng. Per fortalte senere at da Gurli så de slanger som stak ud af Aksels næse og arme, blev hun helt hysterisk og ville fjerne dem alle. Per måtte holde sin mor tilbage, Pia hentede en læge, og Gurli fik en beroligende indsprøjtning.

Slangerne var det der bandt Aksel til livet, men

de var ikke stærke nok, for han døde næste dag uden at komme til bevidsthed.

Det var det værste der kunne ske for Per og hans familie.

Børnene samledes omkring Gurli, det var naturligt. Men jeg fik besked om at holde mig væk. Da Per ringede til mig om torsdagen, spurgte jeg selvfølgelig om jeg skulle komme og hjælpe, og jeg tænkte at jeg måske kunne lave mad til familien. „Nej, der er ikke noget du kan gøre," sagde Per. „Du skal ikke komme, vi vil helst være alene. Jeg har ringet til arbejdet, og jeg har fået fri, jeg kommer hjem efter noget tøj til Mette og mig på et tidspunkt, men så tager jeg med mor hjem."

Fire timer senere kom han. Selvfølgelig havde han grædt, men nu virkede han meget hård og afvisende - han ville ikke have at jeg rørte ved ham, og han ville knap nok tale med mig. „Jeg må skynde mig tilbage," sagde han. „Mor er i chok."

„Er der noget jeg kan gøre?" spurgte jeg.

„Nej, ikke nu, vi vil bare være alene," svarede Per, og så var han væk igen.

Det var en forfærdelig situation for familien, det forstod jeg udmærket, og jeg vidste jo at Per havde svært ved at give udtryk for sine følelser. Naturligvis måtte jeg vente med mine spørgsmål, men jeg ville gerne have trøstet ham - prøvet at trøste ham, og det sårede mig at jeg blev skubbet væk. Jeg talte med min mor om det, og hun sagde at jeg måtte være tålmodig, situationen var ekstrem, og jeg var jo stadig ny i familien.

Ja, jeg var stadig ny og ikke helt accepteret i familien efter næsten 3 år. Men Brian var sammen med Gurli og hendes børn i weekenden efter Aksels død - han tog sig af sit barn, men også af Pia og Gurli. Han var en del af familien.

„Hun er blevet sindssyg"

Per vendte hjem lørdag aften. Han var meget træt, men vi fik dog snakket lidt sammen. Han fortalte om timerne på hospitalet og at Aksel skulle begraves om tirsdagen. Han sagde også al han var nervøs for hvordan Gurli skulle klare

sig. Hun var stadig chokeret. Reaktionen var ikke som dengang hendes far døde, hun havde accepteret at Aksel var død, hun vidste at hun nu var alene, men netop dét kunne hun slet ikke forstå. Hun vidste intet om familiens pengesager - ja, hun kendte ikke engang nummeret på deres bankkonto. Og så var hun jo dybt ulykkelig...

Mette blev hjemme hos Gurli, hun flyttede tilbage til hende fra den ene dag til den anden, og Per havde lovet at komme med alle hendes ting om søndagen. Men han var ikke glad for at lillesøsteren skulle være alene med deres mor. „Jeg er bange for hvad mor kan finde på," sagde han.

„Hvad mener du?"

„Mor er... jeg tror hun er... hun er ikke sig selv." Mere ville Per ikke sige.

Jeg så først Gurli til begravelsen. Hun gik efter kisten støttet af Per og Pia. Det var som om hendes ben næsten ikke kunne bære hende. Hun græd ikke, men hun peb - som en kattekilling eller en hundehvalp der er sulten.

På kroen hilste hun på alle gæsterne. Hun trykkede dem i hånden og svarede på deres

spørgsmål, men hun gjorde det som en mekanisk dukke, en robot uden følelser. Og hendes øjne var tomme.

Jeg ved godt at jeg ikke er den bedste til at vurdere hvordan Gurli har det... jeg har allerede indrømmet at jeg ikke kan lide hende, men... Da jeg så hende den tirsdag, tænkte jeg: Hun er blevet sindssyg. Hun havde altid været mærkelig, men nu efter først farens og så Aksels død var alt det normale væk. Tilbage var et menneske som ikke kunne tænke to fornuftige tanker.

Per, Pia eller Mette - hele dagen var de omkring hende, ved hendes side, parat til at hjælpe. Jeg hørte mange gange et af børnene fortælle hende hvad hun skulle gøre. Mette græd meget, og jeg ville gerne have talt med hende, men jeg kunne ikke komme i nærheden af hende. Jeg tror hun med vilje undgik mig.

Om onsdagen var Pia, Brian og deres barn hjemme hos Gurli, og torsdag tog Per og jeg derop. Jeg havde lavet en sammenkogt ret om onsdagen, og det var heldigt at jeg tog mad med - der var intet spiseligt i Gurlis køleskab.

Mette sad i sofaen og græd. Gurli sad i sin

lænestol og kiggede ud i luften.

„Det er det samme time efter time," fortalte Mette. „Hun sidder bare stille og kigger, hun siger ingenting, hun gør ingenting, og det er lige meget hvad jeg prøver..." Hun var bange, naturligvis, hun forstod ikke hvad der skete med hendes mor.

Men stakkels Mette følte også at det hele var hendes skyld: „Hvis bare jeg ikke havde skabt så mange konflikter," sagde hun. „Hvis bare jeg var blevet herhjemme, så var det her måske aldrig sket!"

Jeg prøvede at tale fornuftigt med hende, for selvfølgelig var det ikke hendes skyld at Aksel var død. Og det var slet ikke Mettes fejl at Gurli var så ustabil. Men Mette ville ikke høre på mig, kunne ikke - hun kiggede hen på sin mor og så ned i gulvtæppet.

Det var klart at Gurli havde brug for hjælp -ikke bare familiens, men professionel hjælp. En læge, medicin... Selv om hun var i chok, måtte hun ikke være passiv så længe. Og nogen måtte også trøste Mette.

Jeg prøvede at tale med Per ude i Gurlis køkken

„I bør ringe efter en læge," sagde jeg. „Det er ikke normalt..."

Per afbrød mig: „Hvad ved du om normalt og unormalt?" sukkede han. „Du forstår ikke det her, du forstår ikke vores familie."

„Hun har brug for hjælp," prøvede jeg. „Mette har brug for hjælp."

„Vi hjælper, vi holder sammen i min familie," sagde Per.

„Jamen, en læge... noget medicin..."

„Der er ikke nogen læge der skal rode med min mor," sagde Per, „det må du snart prøve at forstå." Han gav mig et hurtigt kys på kinden og gik tilbage til stuen.

Han talte ikke til mig de næste mange timer. Først meget senere snakkede vi om den lille episode i Gurlis køkken. Per forklarede at hans mor ikke havde tillid til læger... jeg vidste udmærket hvad hun mente om tandlæger, men at hun også hadede læger, gjorde mig lidt forskrækket. Det værste var imidlertid at Per åbenbart tænkte på samme måde som Gurli; hun var ikke syg, hun var ked af det fordi hendes mand var død, og hun var hjælpeløs fordi der var

så meget hun ikke vidste noget om... Da jeg sagde at hendes reaktion var sygelig, blev Per gal. „Du kender ikke min mor, du forstår hende ikke," sagde han, „så lad være med at blande dig!"

Han så på mig med had i øjnene, og et øjeblik troede jeg næsten at han ville slå mig. Men to sekunder efter begyndte han at græde.

„Undskyld, Katja, det var ikke det jeg ville sige... det var ikke det jeg mente..." Jeg holdt om ham indtil han var færdig med at græde. „Det er meget svært for os allesammen," sagde han, „du må prøve at forstå..."

Дата добавления: 2015-11-16