Gensyn - og nye problemer

Gensynet med Aksel og Gurli gik godt. Aksel var sød som altid, og Gurli sagde ikke ret meget. Hun sad tit og kiggede hen på Per, men havde

svært ved at se mig i øjnene. Jeg tror hun prøvede at være venlig, og hun var i hvert fald meget forsigtig. Hun var tydeligvis glad for at se Per igen, hun roste vores hus, og hun smilede næsten da vi sagde farvel.

Mette var selvfølgelig også med, og det var meget dejligt at møde hende igen - hun gav sin storebror et kæmpeknus, og bagefter slog hun armene om mig. „Hvor er det skønt at se jer igen!" råbte hun, og igen og igen sagde hun at hun var glad for at vi var flyttet ud af byen.

På et tidspunkt ville hun have at jeg skulle vise hende haven. Der var ikke meget at se, men det var da heller ikke derfor at Mette ville udenfor. Så snart vi stod på græsplænen, vendte hun sig imod mig:

„Du skal bare vide at jeg synes du er alletiders. I,ige meget hvad mor siger, så er det rigtig godt for Per at han har mødt dig, og jeg synes dit hår er virkelig pænt. Hvis bare jeg måtte for mor, ville jeg også være korthåret!"

„Bestemmer hun om du skal klippes eller ej?" spurgte jeg.

Mette nikkede. „Så længe jeg bor i hendes hus,

skal jeg gøre som hun siger," svarede hun. „Men jeg er jo heller ikke myndig endnu. Når jeg bliver 18, kan jeg selv bestemme, og så kan jeg flytte

hjemmefra." Vi gik lidt omkring i den lille have, og der var

faktisk nogle blomster hist og her. Men Mette så

ingenting, hun snakkede, og der var åbenbart

meget hun gerne ville sige. Gurli havde været meget sur de sidste par

måneder, fortalte hun. Det havde været forbudt at nævne Per, og jeg blev kun omtalt som „tandbrækkeren", men Mette var sikker på at moren havde været chokeret over Pers tavshed. Det var vist første gang at han havde gjort oprør

imod hende.

Pia havde været meget gal over at Per ikke ringede eller kom på besøg. Hun syntes det var forkert over for Gurli. „Hun kan heller ikke fordrage dig," sagde Mette. „Men det skal du ikke tage dig af, hun kan ikke lide andre end mor og så sig selv, og hun er bare misundelig fordi du er så meget kønnere og klogere end

hende..." Det var både meget hyggeligt og lidt trist at

tale med Mette, men før vi gik tilbage til de andre inde i stuen, gav hun mig et knus og spurgte: „Hvis jeg skriver til dig, vil du så svare på mine breve?"

„Selvfølgelig," sagde jeg - og inviterede dermed nye problemer ind i mit liv!

Mette og Pia

Mette var som sagt 15 år gammel og altså ved at blive voksen. Desuden var hun med Pers ord den klogeste i familien. Hun gik i 9. klasse, og hendes lærere havde anbefalet hende at begynde på gymnasiet allerede til august... Aksel var stolt af hende, men Gurli syntes ikke at Mette skulle „spilde tid" på at gå så mange år i skole.

Gennem et par måneder fik jeg 11 breve fra Mette. Det var klart at hun ikke havde det nemt. Hun skændtes tit med sin mor om småting i dagligdagen. Mange af deres diskussioner handlede om Pia og hendes kommende mand: I den periode hvor Per havde været uden kontakt

med sin familie, havde Pia mødt en mand. „Det var på tide," sagde Per. „Hun trængte til at finde sig en mand," skrev Mette i et af sine breve. Men intet var så godt som det burde være, for Pia var blevet gravid, og Gurli var rasende og ulykkelig. På den ene side syntes hun at det var det eneste rigtige for kvinder at få børn, og jo før, jo bedre. På den anden side mente hun stadig at det var en stor skam at blive gravid uden for ægteskabet. Og Pia havde jo kun kendt manden, Brian, i et par måneder...

Mette skrev at han var en idiot. „Masser af store muskler, men ingen hjerne." Måske passede han og Pia meget godt til hinanden. Og nu var de flyttet sammen og planlagde altså at blive gift. Gurli glædede sig til brylluppet og mente at hun skulle stå for hele arrangementet - hun skrev lange lister over hvem der skulle inviteres, og hun ville lave al maden selv. Mette syntes at hun blandede sig for meget, og selv om det altså var Pia der skulle giftes, brugte hendes mor og lillesøster meget tid og energi på at diskutere hvordan hendes bryllup skulle være!

Per kunne ikke lide Brian, men han skjulte sine

Følelser godt. Han ville ikke være som sin mor, sagde han. En aften da vi besøgte Aksel og Gurli, hørte vi Gurli og Mette skændes om brylluppet. Jeg syntes det var ubehageligt, men Per grinede ad dem.

„Det er typisk for vores familie," sagde han. „Vi vil altid gøre det så godt for hinanden, og som regel har vi forskellige ideer om hvad der er det bedste."

„Er der nogen der hører Pias mening?" spurgte jeg, for jeg prøvede at forestille mig hvordan jeg ville føle det hvis jeg skulle giftes, og min mor arrangerede det hele uden et ord til mig.

„Det er normalt at det er brudens forældre der står for brylluppet," sagde Per. „Vidste du virkelig ikke det?"

Jeg nåede ikke at svare før han selv fortsatte: „Nej, selvfølgelig gjorde du ikke det - du ved jo slet ikke hvad familie betyder, du forstår ikke hvad det er at være medlem af en familie."

Måske havde han ret, men jeg lærte da hele liden noget nyt...

Pia og Brian blev gift i juni. Det var et kirkebryllup med stor middag for hele familien -

82 mennesker -, og maden blev serveret i maskinhuset på Toftegården. Forret med rejer og avocado, kalvesteg og is. Gurli havde gjort det godt, Pia var smuk, og Brian en flot fyr. Der blev holdt mange lange taler for det unge par og sunget mellem retterne.

„Så er der kun dig tilbage, Mette," sagde morbror Leif og blinkede.

„Hende er der ingen der vil have," sagde Gurli. „Hun bander som en mand og opfører sig som et barn."

„Jeg synes Mette er en sød pige," sagde morbroren.

„Der er ingen mænd som vil have en pige der bander!" Gurli havde hævet stemmen.

„Du er dum, mor," råbte Mette. „Du er dum som et hul i jorden."

Per og jeg sad langt væk fra de tre, men vi kunne tydeligt høre dem. Per rullede med øjnene. „Jeg ville ønske at Mette ville vise mor lidt mere respekt," hviskede han.

„Mette?" Jeg forstod ham ikke. „Skal din mor ikke også respektere Mette? Jeg synes ikke hun kan være bekendt at sige..."

„Mette bander faktisk for meget. Hun er en pige, og hun er kun 15."

„Men det er stadig forkert at skælde hende ud mens alle andre hører på det," sagde jeg.

Måske havde jeg hævet stemmen. I hvert fald var der pludselig fire par øjne som så meget interesseret på mig. Per smilede og lænede sig ind imod mig. Jeg fik et kys på kinden - og i næste sekund hviskede han mig i øret: „Nu slapper du lidt af, ikke - vi holder fest og hygger os."

Da vi kom hjem, talte han meget om hvor pragtfuld en fest det havde været. Men han sagde også at jeg ikke skulle diskutere med ham mens andre hørte på det. Jeg måtte undskylde, for selvfølgelig havde han ret; vores diskussioner skulle være vores alene.

Men - måtte Gurli gøre og sige hvad hun ville bare fordi hun var den voksne og Mette kun et barn? Skulle Mette finde sig i hvad som helst?

Alting blev mere og mere problematisk jo lættere jeg kom på Per og hans familie.

Дата добавления: 2015-11-16