Høsttid på Toftegården

Da der blev høstet på Toftegården, samledes familien for at køre halm ind. Det havde været en tradition i årevis: mændene og de unge arbejdede i marken mens konerne kom med forsyninger - kaffe og friskbagt kage, smørrebrød og saftevand til både børn og voksne. Selv om jeg som kvinde burde arbejde i køkkenet, syntes

Per at jeg skulle være med i marken - det var så hyggeligt.

Morbror Leif tog pænt imod os og gav instrukser. Først skulle halmballerne samles i store stakke på marken, så skulle de op på vognen efter traktoren som en af Pers fætre kørte, og til sidst skulle alle halmballerne op på loftet.

Morbror Bent kørte med ballepresseren, og vi var otte der slæbte halmballerne sammen. Gurli og Pia kom med kaffe og saftevand. I stedet for at gå tilbage til huset for at forberede frokosten, stillede de sig op og kiggede på mig.

Problemerne begyndte da halmen skulle op på vognen bag traktoren. Ballerne var store og tunge, og jeg havde svært ved at løfte dem så højt op. Jeg hørte Gurli le, og Pia råbte til mig: „Får man ikke gode armkræfter af at bore i folks tænder?"

Jeg smilede til hende, jeg prøvede at tage det hele som en spøg. „Jeg har ikke lavet så mange huller endnu," sagde jeg.

Mette sendte mig et stort, varmt smil: „Det her er altså virkelig hårdt," og senere kom morbror Bent hen til mig: „Du klarer det fint, Katja."

Gurli foreslog at jeg klatrede op på vognen og

stakkede halmballerne - når jeg nu ikke havde kræfter til at smide ballerne op på vognen. Men Per kom hen og lagde armen om skuldrene på mig og trak mig væk. „Vi holder lige en lille pause," sagde han og spurgte: „Er du okay?"

„Ja," sagde jeg, „men jeg er ked af at jeg ikke er stærkere."

„Det er også et spørgsmål om rutine," sagde Per. „Bare vent til næste år..."

Da halmen skulle op på loftet, stod Gurli og Pia igen som tilskuere. Halmballerne skulle fra vognen over på et transportbånd der førte dem ind på loftet. Mette og hendes fætter smed halmen ned på jorden, og vi var så to andre der skulle læsse den op på transportbåndet. Inde på loftet stod Leif og Per for at stable ballerne.

Hele tiden kom Gurli og Pia med tilråb til mig.

„Hurtigere, hurtigere," råbte Gurli.

„Kom så, Katja," råbte Pia.

„Det giver gode muskler," råbte Gurli. „Det er sundt for sådan en bypige at være på landet."

Da vi senere sad og drak eftermiddagskaffe inde i stuen, var jeg meget, meget træt, og jeg rystede på hænderne.

„Se bare," sagde Gurli, „Katja er blevet nervøs. Det må være al den friske luft." Og så grinede hun. Jeg smilede - hvad skulle jeg ellers gøre? Per sagde ingenting, men da Gurli lidt efter kom med endnu en sjov bemærkning, var det hendes mor som reagerede.

„Gurli!" sagde hun skarpt. „Nu er det nok."

Per er sur

Pers mormor og morbrødrene takkede for min hjælp, fætrene og kusinerne var også søde, men jeg må indrømme at jeg var træt og ked af det. Jeg syntes ikke at Gurli havde nogen grund til at gøre grin med mig, og hendes drillerier havde gjort mig usikker. Det sårede mig også at Per ikke havde stoppet hende - jeg ved ikke hvad han skulle have gjort og om han kunne have gjort noget, men jeg havde følt ihig meget alene og meget lille. Faktisk havde Per været usædvanlig tavs hele dagen, og på hjemturen sad vi overfor hinanden i toget og halvsov.

Da vi kom hjem, gik vi rundt som om vi næsten ikke kendte hinanden. Ingen af os sagde noget, og det var ikke kun fordi vi var trætte. Men endelig satte Per sig i sofaen og rakte armene op imod mig: „Kom her."

Jeg satte mig forsigtigt ned på hans skød, og han lukkede mig ind i sine arme mens han gemte sit ansigt i mit hår. Han sagde noget jeg ikke kunne høre, men lidt efter sagde han det igen:

„Undskyld, Katja. Undskyld!"

„Hvorfor... hvad..."

„Jeg siger undskyld på min mors vegne. Hun vil aldrig selv kunne sige undskyld, hun ved sikkert ikke engang hvor dårligt hun har behandlet dig i dag. Jeg fatter det ikke, Katja, det skal du vide, jeg havde aldrig troet... hendes opførsel kommer helt uventet, det er næsten chokerende. Og Pia, den dumme, dumme tøs!" Alle musklerne i hans overarme var spændt, og hans øjne blev næsten væk mellem rynker og øjenbryn.

Men jeg så at han havde tårer i øjnene.

„Jeg vil ikke se hende igen," sagde han så.

„Jamen, Per, så slemt er det da ikke," sagde jeg. „Det er din mor..."

„Ja, det er min mor, og du er den kvinde jeg elsker, du er den kvinde som jeg vil være sammen med resten af mit liv. Hvis hun ikke kan acceptere det, hvis hun ikke kan respektere det, så..."

„Kan du ikke prøve at tale med hende?"

Nu blev hans ansigt næsten helt glat. Han smilede, men der var ikke nogen glæde i hans smil. „Søde Katja, man kan ikke tale med min mor," sagde han. „Hun lever på mange måder i sin egen lille verden. Gurli ser kun tingene med Gurlis øjne, og hvis hun siger at græs er blåt, og man aldrig må spise efter klokken ti om aftenen, så kan man ikke diskutere med hende. Hun er lidt dum, min mor, hun er meget gammeldags, og hun har mange regler for hvordan man skal opføre sig. Og så har hun meget svært ved at forstå at nogen tænker og handler på en anden måde..."

Jeg satte mig ved siden af Per. Han lagde armen om mig, og så fortalte han mig mere om Gurli fra Toftegården.

Hun havde været en god mor, det var det han altid havde sagt, men hun havde også været streng. Der havde været børn som Per ikke måtte

lege med, og klassekammerater som han ikke måtte tage med hjem. Der havde været legetøj som var forbudt for ham - og også flere år hvor han ikke måtte få en cykel; han var for vild, sagde hans mor, og ville bare lave skader både på sig selv og sin cykel. Til sidst havde Aksel købt en cykel til ham uden at fortælle det til Gurli.

Da Per var ti, blev han meldt ind i byens fodboldklub. Han var ikke interesseret i sport, men ifølge Gurli skulle en „rigtig" dreng spille fodbold. I en kamp blev han væltet af modstanderen, og i faldet brækkede han armen. Gurli skældte ud og kaldte ham en „tøsedreng"

- han skulle have banket den anden dreng, mente
hun, og hverken Per eller hans fodboldtræner
kunne forklare hende at den slags gjorde man
altså ikke på en fodboldbane.

Per fortalte den ene historie efter den anden. Det var klart at Gurli ikke havde meget forståelse for hvordan drenge tænkte og følte. Da Per blev teenager, havde han og moren mange konflikter

- Aksel holdt sig som altid uden for. Børnenes
opdragelse var Gurlis ansvar. I det hele taget lød

det som om Aksel var så lidt hjemme som muligt; han havde altid travlt på arbejde, og mange aftener om ugen tog han hen på slagteriet for at hjælpe sin bror - hvad han hjalp ham med, var der ingen der vidste, for Gurli spurgte aldrig. Aksel levede ét liv, og hun levede et andet.

Om Pia sagde Per at hun var en dum tøs der altid prøvede at skabe konflikter. Mette var ok, hun var nok den klogeste i familien, og han var faktisk bekymret for hvordan det ville gå med hende og Gurli når Mette blev lidt ældre.

„Det er os to nu"

Jeg ved ikke hvad Per sagde til Gurli, eller om han talte med hende eller Aksel efter dén aften. Men pludselig var det som om hans familie ikke længere eksisterede - Per talte ikke om dem med et eneste ord, og jeg tror heller ikke han snakkede med nogen af dem. Det var os to det hele handlede om: Når vi skålede, sagde han det: „Dig og mig,

det er os to, Katja, for tid og evighed." Om aftenen før vi skulle sove, og om morgenen når vi vågnede ved siden af hinanden, sagde han det: „Per og Katja, det er os to nu." Han købte mange blomster til mig i den periode, han fortalte mig tit hvor højt han elskede mig. Jeg burde vel være glad, men det var jeg ikke, for det var tydeligt at Per ikke havde det godt. Han sad ofte og så meget alvorlig ud, han var mere tavs end før, og han smilede mindre...

Jeg talte med min mor om Gurli. Mor var selvfølgelig gal på mine vegne - hun kunne ikke forstå at Gurli ikke elskede mig som hun selv gjorde; hun mente at jeg måtte være „drømmen om en svigerdatter." Men det mødre mener, er sjældent det samme som hvad andre mennesker tænker og føler!

Mor holdt meget af Per - hun holder meget af Per, og hun kunne sagtens forstå hans problem. Hun mente det var klogt af ham at holde Gurli på afstand en tid, men at han også måtte tale med hende. For han kunne jo ikke bare afbryde al kontakt med sin familie, og det skulle han heller ikke.

Min veninde Mie havde også dårlige erfaringer med sin „svigermor". Hun ville ikke tillade sine børn at ryge eller drikke, men Mies gamle kæreste gjorde begge dele. Hans mor opførte sig som om det var Mie der havde lokket hendes søn på gale veje, og en dag havde de to kvinder skændtes i mere end en time. Kæresten så på, men han sagde ikke en lyd. Skænderiet var endt med at Mie var gået sin vej - og siden havde hun ikke set mere lil kæresten.

„Jeg savner ham selvfølgelig, men jeg er også lidt lettet over at det er slut," sagde Mie. „Det kunne ikke gå på den måde. Det var enten hans mor eller mig. Jeg tror også at din Per må vælge. 1)u skal i hvert fald ikke finde dig i noget, du må ikke lade en gammel dum kælling ødelægge dit liv."

„Hvad så med Pers liv?" sagde jeg. „Det er jo Pers liv hun ødelægger, ikke mit."

„Hvis I to bliver sammen, hedder det ikke mere mit og dit, men vores!"

Mie er min veninde, så hun følte sikkert at hun måtte være 100 % loyal over for mig. Men der er ikke noget i livet som er sort eller hvidt, og

det var klart at det hverken var sundt eller naturligt for Per at være uden kontakt med sin familie.

Jeg prøvede at tale med ham om situationen, men han ville ikke diskutere problemet Gurli med mig. Per prøvede at opføre sig som om han var en mand uden familie, en mand uden fortid. Han tænkte kun på fremtiden, vores fremtid.

Дата добавления: 2015-11-16