Med eller imod

Jeg måtte prøve at forstå - forstå Per, Gurli, Pia, Mette og deres forhold til hinanden, deres reaktioner og mærkelige idéer. Men jeg kunne ikke...

De første uger efter Aksels død var Gurli slet ikke alene. Pia og hendes lille familie var tit

hjemme hos hende, Gurlis søskende kom forbi flere gange om ugen, og hver tirsdag hentede Leif hende og kørte hende ud på Toftegården. Men så en aften kom moster Jutta på besøg hjemme hos Per og mig.

Hun sad i stuen, så direkte på Per og sagde:

„Det går ikke. Vi kan altså ikke klare Gurli længere. Mor er blevet fem år ældre i den sidste tid, Gurli gør hende nervøs, og Leif og Bent er blevet uvenner på grund af hende. Hun gør ingenting selv - hun er som et lille barn. Jo, hun vasker sig, og hun klarer også sine toiletbesøg, men det er det hele. Hun skal have hjælp til alt andet, og det går altså ikke, vi kan ikke hjælpe hende hvis hun ikke vil hjælpe sig selv."

Jutta foreslog at familien skulle få fat i lægen og måske få Gurli indlagt til psykiatrisk behandling. Hun sagde præcis det samme som jeg tænkte.

Pers reaktion var voldsom: han smed sin moster ud.

„Hvis I ikke vil hjælpe, skal vi nok klare os selv," sagde han.

Det nyttede ikke at diskutere med ham. Jeg

prøvede at få ham til at forstå at Jutta ikke var ond, men bare ønskede det bedste for Gurli.

„Min mor vil ikke i lægehænder," sagde han, „og det må vi respektere. Jeg respekterer i hvert fald hendes ønsker, hun er min mor, hun satte mig i verden. Hvis I andre ikke kan forstå og acceptere det, så er det bare ærgerligt!"

„Jamen, hun har det jo så dårligt," sagde jeg. „Hun er ikke sig selv, og jeg tror ikke at I børn er stærke nok til at få hende til at blive rask igen."

Per så på mig som om jeg var en fremmed. „Vi kan mere i vores familie end nogen af jer andre tror. Vi har altid stået sammen gennem dårlige tider og gode tider. Vi hører sammen."

„Hvad så med Mette?" prøvede jeg.

„Mette må tage sin del af ansvaret," sagde Per, og så var den samtale slut.

Han ringede til Pia for at høre hvornår hun kunne hjælpe Gurli. De to ville lave en slags vagtplan så de skiftedes til at komme på besøg, købe ind og lave mad.

Jeg havde intet valg: enten var jeg med Per, eller også var jeg imod. Hvis jeg gik imod ham,

ville det betyde at vores forhold var slut. Vi aftalte at vi skulle tage op til Gurli hver tirsdag og torsdag og hver anden weekend.

Da jeg havde tidligt fri om tirsdagen, tog jeg alene op til Gurli. Døren var ikke låst, og Gurli sad altid i sin stol. Hun svarede ikke når jeg talte til hende, og hun ville aldrig drikke eller spise før Per eller Mette var kommet hjem; måske troede hun at jeg kom gift i hendes kaffe og ostemadder?

En eneste gang talte hun til mig.

Jeg var ved at pudse vinduer, og jeg havde længe mærket at hun stirrede på mig. Da jeg vendte mig om, sagde hun:

„Du kan ikke vinde."

„Undskyld?"

„Du kan ikke vinde. Han er min."

Jeg fortsatte med at pudse vinduet selv om mine hænder rystede. Et øjeblik tænkte jeg at jeg bare drømte, at jeg var midt i et mareridt og snart ville vågne... Men det skete, hun talte til mig, og hun sagde de syv ord: Du kan ikke vinde. Han er min.

Kære Hanne Holt...

At vinde eller at tabe. Det er jo ikke det det handler om. Men kære Hanne Holt, hvad handler det egentlig om?

Det er nu et halvt år siden at Aksel døde, og Gurlis tilstand er den samme. Situationen er stadig at Pia og Per besøger hende et par gange om ugen. Per og Brian tager sig af alt det praktiske - papirer der skal ordnes, træværk der skal males, græsslåning... Ja, Gurli ringer også til Per når hun får breve fra kommunen, eller når der skal skiftes pærer. Hun kan intet selv, og hun hverken vil eller kan lære noget!

Det værste er Mettes situation. Hun holdt op på gymnasiet efter at Gurli begyndte at true hende med at begå selvmord. Hun var bange for at være alene, sagde hun, og Mette havde altid alt for travlt. Så Mette meldte sig ud af gymnasiet for at være hjemme hos Gurli. Men det var selvfølgelig også et problem at Mette gik til volleyball eller var sammen med sin kæreste, og derfor er Mette også holdt op med at spille volleyball, og hun har slået op med kæresten.

64

65

Resultatet er at Mette er sammen med Gurli hver eneste dag. Det betyder at Mette gør rent, vasker tøj, køber ind og laver mad. Hun fungerer som sin mors hushjælp. Hun har ikke sit eget liv, og hendes øjne er næsten ligeså tomme som Gurlis.

Per kan ikke se at der er noget problem. Han siger at Mette er så ung, hele livet ligger foran hende, og hun kan godt vente lidt før hun begynder at have kærester og studere og flytte hjemmefra... Mette har altid haft lidt for travlt, mener han, hun har været lidt for hurtig og for tidligt moden. Hun tager ikke skade af at passe sin mor, og det er jo en periode de skal igennem.

Det er en periode som snart slutter, siger Per. Han synes at Gurli har fået det bedre i de sidste ugers tid, men jeg kan ærligt talt ikke mærke nogen forskel. Og jeg tror ikke på at hun nogensinde ændrer sig, jeg tror ikke at noget bliver anderledes.

„Mine kære børn, " har jeg hørt hende sige den ene gang efter den anden: „Mine kære børn, hvad skulle jeg gøre uden jer? ^u Og en aften da Per og jeg skulle af sted, ville hun ikke give slip på

ham: „Jeg kan ikke tåle at være alene," sagde hun. „Jeg har ikke andet at leve for end mine dejlige børn."

Hendes stemme var lille og tynd, men hendes øjne var kolde og hårde mens hun stirrede på mig.

Gurli er syg, det er altså min mening. Hun er sindssyg og burde komme i behandling. Men jeg kan ikke overbevise hverken Per eller Mette om det - Pia tør jeg slet ikke tale med. Hun vil bare sige at jeg hader hendes mor.

Jeg hader ikke Gurli. Jeg synes det er synd for hende, men det er altså endnu mere synd for Mette og Per. Og det er også lidt synd for mig.

Gurli siger at hun har brug for sin store søn. Per siger at han har brug for mig. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro, jeg føler ikke at jeg har nogen mand længere. Jeg ser ikke den mand jeg elsker, men en lille dreng som hele tiden skal være sammen med sin mor.

Ligesom Mette føler skyld over at hun flygtede hjemmefra, føler Per skyld over de måneder han ikke ville se sin mor. Det er som om de begge tror at de har svigtet Gurli - og at det er på

66

67

grund af deres svigt at hun nu har det så forfærdeligt. Per og Mette har ikke været tro over for alle de principper og regler som gælder i deres familie. De har gjort Gurli bange. Nu må de gøre alt hvad de kan for at bevise at de er til at stole på. Sådan tror jeg Per og Mette tænker, men...

Hvad skal jeg gøre? Jeg har ikke lyst til at gå fra Per, men vi har ikke haft noget liv sammen siden Aksels død, og jeg er bange for hvad fremtiden bringer med sig...På den anden side bliver jeg iskold indeni når jeg tænker på den dag jeg pudsede Gurlis vinduer. Hendes ord: Du kan ikke vinde. Han er min. Hvorfor sagde hun det? Hvad er det hun vil?

Hvis hun bare lader som om hun er syg for at samle sine børn omkring sig, er hun en ond kvinde, og jeg kan ikke svigte Per. Hvis hun er ond, er hun stærk, og jeg bør kæmpe mod hende - prøve at redde Per. Men jeg aner ikke hvordan jeg skal slås mod Gurli. Uanset om hun er syg eller ond, er hun hans mor, og han elsker hende. Han elsker hende måske højere end han elsker mig.

Derfor beder jeg nu dig, kære Hanne Holt, om et godt råd: Skal jeg gå eller blive? Skal jeg vente eller slås?

Hvad skal jeg gøre?

68

Дата добавления: 2015-11-16