En stor familie

Per boede i en lille lejlighed i den indre by. Han havde arbejdet som elektriker i det samme firma i tre år og var meget glad for sit job. Men han brød sig ikke om at bo i byen. Her var alt for

mange mennesker og alt for lidt plads, syntes Per; ingen himmel, ikke jord, men asfalt og beton./

Når Per talte om sin barndom, blev hans øjne varme og stemmen blødere end normalt. Han havde haft en vidunderlig barndom som en glad lille dreng med familie til alle sider. For mig som enebarn var det lidt svært at forstå, men jeg blev næsten misundelig på Per.

Han var vokset op i et rødt murstenshus i et almindeligt parcelhuskvarter i en lille by på landet. Han havde både en store- og en lillesøster. Engang havde der også været en bror, men han døde som tre-årig, og hans død var den eneste sorte side i familiens bog.

Pers farfar var slagter. Hans morfar var bonde, han ejede Toftegården, en stor gård som lå to kilometer uden for byen. Pers forældre havde kendt hinanden fra de var små. Aksels far kom og slagtede på gården hos Gurlis forældre, og Aksel og Gurli gik i skole sammen. Da de giftede sig, var det to store familier som blev til én. De havde allesammen kendt hinanden hele deres liv.

I dag var det Pers farbror som havde overtaget byens slagteri. Og Gurlis to brødre tog sig af

arbejdet på Toftegården. Her boede de sammen med forældrene.

Til familiefesterne var de altid mange samlet, gamle og unge mellem hinanden. Per havde otte fætre og fem kusiner, og de boede alle mindre end 20 kilometer fra hinanden - alle undtagen Per. Han var den af de unge som var flyttet længst væk fra Toftegården, og det passede ham altså ikke.

Da Per var barn, var det en fast tradition at hele familien mødtes på Toftegården søndag formiddag. Så blev der arbejdet og leget, og til sidst samledes alle om en stor frokost og kaffe.

I forskellige perioder havde flere af fætrene og en af kusinerne boet på Toftegården. Da moster Jutta engang var på hospitalet, boede hendes børn hjemme hos Per og hans familie. Der havde ikke været meget plads, men Per tænkte tilbage på den tid med stor glæde.^

„Vi har altid været tæt på hinanden i min familie," sagde han. „Jeg tænkte jo ikke over at det var noget særligt, ikke dengang, men det ved jeg i dag, og jeg ved også at jeg er vokset op i en meget tryg verden på grund af familien."

Дата добавления: 2015-11-16