En uvelkommen gæst

Når Per og jeg var sammen inde i byen, havde vi det dejligt. Da jeg blev færdig som tandlæge, inviterede han mig på hotel. Vi boede på et skønt værelse og drak champagne, og aftensmaden spiste vi på en lækker, men dyr restaurant. Jeg syntes næsten at det hele var alt for flot, jeg følte mig pludselig meget ung og uerfaren - og alligevel nød jeg jo hvert eneste øjeblik.

Per fortalte igen og igen hvor meget jeg betød for ham, og vi drømte smukke drømme om vores fremtid.

Jeg elskede Per, og jeg var elsket - jeg var stærk, nærmest usårlig når Per og jeg var sammen, men kun så længe hans mor ikke var i nærheden.

Hver eneste gang vi besøgte Gurli og Aksel, mærkede jeg hvordan min lykke krympede til næsten ingenting! Jeg følte mig som et barn igen, jeg blev usikker på mig selv og på Per, for han var også en anden sammen med sin mor. Nogle gange skete det at jeg talte til ham, og han ikke hørte mig; min stemme kunne ikke trænge igennem den usynlige mur som hans mor havde

bygget omkring ham. Og kærtegn var der ingen af - til hverdag, inde i byen, var Per altid meget kærlig; når han gik forbi, lod han hånden løbe gennem mit hår eller bøjede sig ned for at kysse mig på kinden. Når vi var hjemme hos hans forældre, rørte han mig ikke. Det gjorde mig forvirret og lidt ked af det, men det værste var at Gurli så tydeligt ikke kunne lide mig.

Jeg var en uvelkommen gæst, og der var intet af det jeg gjorde, som var godt nok i hendes øjne.

Lidt efter lidt fik jeg at vide hvorfor jeg ikke passede som partner for hendes Per. For det første var jeg jo enebarn og „manglede familiefølelse", og det var også et problem at mine forældre var skilt. For det andet kom jeg fra en storby og „manglede kontakt med jorden." Jeg var ukvindelig nok til at tage en uddannelse, og jeg havde taget en helt forkert uddannelse; jeg havde kort hår („Piger skal have langt hår, drenge kort, ellers kan man jo ikke se forskel"), og efter at jeg var begyndt at komme på besøg i bukser (jeg prøvede at vise mig som den jeg er!), hed det sig at jeg klædte mig mere som en mand end en

kvinde!

Da Gurli fik at vide at jeg var flyttet ind hos Per, mente hun at hun havde bevis for at jeg var „ude efter hans penge". Jeg hørte hende spørge ham hvem der betalte huslejen, jeg hørte ikke hans svar, men lidt efter lød Gurlis stemme igen: „Du skal ikke lade hende misbruge dig."

På det tidspunkt var det at jeg tænkte at Gurli og jeg aldrig ville kunne få et ordentligt forhold til hinanden - hun kunne ikke lide mig, det var klart. Men efterhånden måtte jeg indrømme at jeg heller ikke brød mig om hende.

Дата добавления: 2015-11-16